Love og vedtægter for S.A.D.F
SAMMENSLUTNINGEN AF DANSKE FODPLEJERE
Foreningens navn
§ 1.
Stk. 1.
Foreningens navn er Sammenslutningen af Danske Fodplejere. Til dagligt forkortet S.A.D.F.
Stk. 2.
Foreningens hjemsted er den til enhver tid værende formands adresse.
Stk. 3.
Foreningen er registreret hos Patent- & Varemærkestyrelsen, hvor foreningens navn og bomærke er registreret. Kun foreningens aktive medlemmer må benytte S.A.D.F.s navn og bomærke, og kun medlemmerne er berettiget til at bære foreningens emblem.
Formål
§ 2.
Foreningen har til formål:
At varetage medlemmernes fælles faglige og erhvervsmæssige interesser – også overfor offentlige myndigheder.
At virke for en stadig højnelse af medlemmernes faglige standard og arbejde ved at afholdelse af kurser, studiekredse, forelæsninger og udgivelse af et fagblad/hjemmeside.
At yde kollegial støtte.
Medlemskab
§ 3.
Stk. 1.
Ansøgning om optagelse stiles til bestyrelsen. Ansøgninger skal vedlægges kopi af eksamensbevis.
Ethvert medlem skal forinden optagelsen udfylde et af foreningen udarbejdet ansøgningsskema og ved sin underskrift forpligte sig til at overholde foreningens love.
Stk. 2.
Bestyrelsen afgør i hvert enkelt tilfælde, om ansøgeren er kvalificeret til medlemskab efter de af foreningen fastsatte krav og med hensynstagen til de med myndighederne indgåede aftaler.
Det påhviler den til enhver tid værende bestyrelse at forvalte optagelsesbestemmelserne på en sådan måde, at medlemmerne faglige standard holdes på et niveau, der kan bevare foreningens anseelse.
Stk. 3.
Som passive medlemmer kan optages fodplejere, der er ophørt med at udøve fodplejevirksomhed og i øvrigt opfylder ovenstående krav.
Passive medlemmer skal opfylde og indsende en af foreningen udabejdet passiverklæring. Passive medlemmer har ikke stemmeret.
Stk. 4.
Et medlem, der har ydet en særlig indsats for S.A.D.F, kan på en generalforsamling udnævnes til æresmedlem.
Indstilling skal fremsendes skriftligt.
Udmeldelse og eksklusion
§ 4.
Stk. 1.
Udmeldelse kan kun finde sted skriftligt med 6 måneders forudgående varsel til 1. marts eller 1. september. Bestyrelsen er dog bemyndiget til i særlige tilfælde at dispensere herfra. Skyldigt kontingent skal betales frem til udmeldelsesdagen.
Stk. 2.
Hvis et medlem gentagne gange overtræder foreningens vedtægter eller på anden måde bringer foreningen i miskredit eller overtræder de i § 6 anførte medlemspligter, kan bestyrelsen med henblik på senere eksklusion enstemmigt vedtage at stille medlemskabet i bero.
Stk. 3.
På førstkommende generalforsamling skal et bero stillet medlemskab forelægges til beslutning om endelig eksklusion.
Stk. 4.
Ved medlemsophør eller eksklusion af S.A.D.F. mister medlemmet retten til at benytte foreningens bomærke. Navn og bomærke skal straks fjernes fra annoncer, skilte, tryksager m.v.
Stk. 5.
Kontingentrestancer udover to måneder medfører tab af medlemskab i S.A.D.F.
Alle omkostninger til inddrivelse af foreningens tilgodehavender afholdes af medlemmet.
Foreningen som klageinstans
§ 5.
Stk. 1.
Foreningen kan optræde som klageinstans for medlemmets klienter. Kun skriftlige klager kan behandles.
Bestyrelsens afgørelse skal, såfremt et bestyrelsesmedlem eller det pågældende medlem ønsker det, forelægges en læge eller juridisk udtalelse.
Stk. 2.
Medlemmet er forpligtet til at følge bestyrelsen afgørelse.
Medlemmernes forpligtelser
§ 6.
Stk. 1.
Medlemmerne er forpligtede til at reklamere med deres medlemskab af foreningen og har ret til at benytte foreningens bomærke, dog under hensynstagen til de almene regler for annoncering og regler, der i øvrigt måtte blive fastsat af bestyrelsen.
Stk. 2.
Medlemmerne har pligt til at udføre deres arbejde samvittighedsfuldt og har i den forbindelse tavshedspligt med alt, hvad de måtte erfare under arbejde med klienterne.
Stk. 3.
Medlemmerne skal vise loyalitet overfor kolleger og i øvrigt efterkomme, hvad der måtte være god forretningsskik og etik for foreningens medlemmer.
Stk. 4.
Medlemmet kan kun være medlem af én fodplejeforening.
Kontingent
§ 7.
Stk. 1.
Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent.
Stk. 2.
Ved indmeldelse betales udover 6 måneders kontingent et indmeldelsesgebyr, der fastsættes af bestyrelsen 1 gang om året.
Stk. 3.
Skyldigt kontingent medfører tab af alle medlemsrettigheder, herunder stemmeret på generalforsamlingen. Medlemsretten generhverves først, når alle restancer inkl. rykkergebyr og evt. nyt indmeldelsesgebyr er betalt.
Stk. 4.
Kontingent betales 2 gange årligt og forfalder til betaling hver 1. marts og 1. september.
Overskrides forfaldsdatoen med mere end 30 dage, pålægges der et rykkergebyr, som fastsat af bestyrelsen 1 gang om året.
Stk. 5.
Passive medlemmer betaler halvt kontingent.
Generalforsamling
§ 8.
Stk. 1.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned og indkaldes med mindst 3 ugers skriftlig varsel til hvert enkelt medlem.
Med indkaldelsen skal følge foreningens regnskab samt indkomne forslag.
Stk. 2.
På den ordinære generalforsamling er følgende dagsorden gældende:
- Valg af dirigent
- Formandens årsberetning
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab
- Budget for det kommende år
- Indkomne forslag
- Fastlæggelse af kontingent
- Valg af bestyrelse
- Valg af suppleanter
- Fastlæggelse af dato for næste års generalforsamling
- Eventuelt
Dirigenten kan vælges udenfor foreningen.
Stk. 3.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsættes skriftligt og være bestyrelsen i hænde senest 15. februar.
Stk. 4.
Adgang til generalforsamlingen har alle aktive og passive medlemmer med gyldig kontingentkvittering.
Kun aktive har stemmeret.
Både passive og aktive medlemmer af foreningen har taleret.
Stemmesedler udleveret til brug for skriftlige afstemninger.
Stk. 5.
Bortset fra eksklusion af medlemmer, vedtægtsændringer og foreningens eventuelle ophør, jf. § 14, afgør generalforsamlingen alle sager ved simpelt stemmeflertal.
Vedtægtsændringer og eksklusion af medlemmer kræver 2/3 majoritet af fremmødte stemmeberettigede.
Stk. 6.
Skriftlig afstemning afholdes, såfremt 1 medlem fremsætter ønske herom.
Stk. 7.
Der kan stemmes ved fuldmagt. Hvert medlem kan dog kun medbringe 1 stk. fuldmagt med tilhørende gyldig kontingentkvittering.
Stk. 8.
Over generalforsamlingen føres en protokol, der underskrives af formand samt dirigent.
Ekstraordinær generalforsamling og urafstemning
§ 9.
Stk. 1.
Efter ønske fra mindst 3 bestyrelsesmedlemmer eller skriftligt krav, vedlagt dagsorden fra mindst 50 af de aktive medlemmer, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 2.
Ekstraordinær generalforsamling i begge tilfælde indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel og afholdes senest 8 uger efter, at begæringen er fremsat for bestyrelsen.
Stk. 3.
Urafstemning kan benyttes af bestyrelsen, såfremt 3 medlemmer af bestyrelsen ønsker dette.
Urafstemning er en skriftlig afstemning blandt aktive medlemmer.
Afstemningsmaterialet returneres inden en af bestyrelsen fastsat tidsfrist.
Stemmetal er gældende, og resultatet heraf er bindende for bestyrelsen.
Bestyrelsen
§ 10.
Stk. 1.
Foreningens daglige ledelse varetages af en på generalforsamlingen valgt bestyrelse, bestående af 5 bestyrelsesmedlemmer: formand og 4 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf 2 vælges fra øerne og 2 fra Jylland. Der vælges 1 suppleant fra henholdsvis Jylland og øerne for 1 år ad gangen. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. På valg i lige år: 2 bestyrelsesmedlemmer. På valg i ulige år: 3 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer sig på først kommende bestyrelsesmøde med formand/næstformand og vælger/ansætter selv sekretær/kasserer.
Stk. 3.
Såfremt formanden afgår inden valget, indtræder næstformanden. Hvis et bestyrelsesmedlem afgår i valgperioden, indtræder suppleanten.
Stk. 4.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer er tilstede. Ved stemmelighed er formandens stemme gældende.
Stk. 5.
Bestyrelsen kan nedsætte et udvalg til behandling af særlige opgaver og bevilge støtte til arrangementer.
Bestyrelsesmøde afholdes mindst 2 gange om året.
Over alle bestyrelsesmøder føres protokol.
Bestyrelsen kan få vederlag for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med møder samt rimeligt dokumenterede udlæg dækket af foreningens kasse.
Sekretær/kasserer posten kan besættes af en person udenfor bestyrelsen, men denne har i så fald ikke stemmeret ved bestyrelsesmøder.
Bestyrelsen udpeger en registreret eller statsautoriseret revisor til revidering af foreningens regnskaber.
Foreningen tegnes af formanden og 1 bestyrelsesmedlem.
Den samlede bestyrelse kan meddele prokura til bestyrelsesmedlemmer samt højst én person udenfor bestyrelsen.
Bestyrelsens konstituering meddeles medlemmerne i S.A.D.Fs fagtidsskrift og hjemmeside.
Stk. 6
Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk, eller særlig personlig interesse i sagens udfald. I øvrigt er de almindelige regler for inhabilitet og tavshedspligt, der er gældende for offentlig forvaltning, gældende for bestyrelsens medlemmer.
Fagbladet / Hjemmeside
§ 11.
Stk. 1.
Foreningen udgiver et fagtidsskrift, der har til formål at informere medlemmerne og behandle faglige spørgsmål, og hvor medlemmerne har ret til at give udtryk for meninger.
Stk. 2.
Fagbladet tilsendes både aktive og passive medlemmer.
Såfremt ikke-medlemmer ønsker at abonnere på S.A.D.Fs fagtidsskrift, betales årligt en af bestyrelsen fastsat abonnementspris.
Stk. 3.
Redaktøren vælges blandt bestyrelsesmedlemmerne, eller posten kan besættes af en person udenfor S.A.D.F.
Stk. 4.
Redaktøren har ansvaret for fagtidsskriftets indhold.
Stk. 5.
Foreningen har en hjemmeside
www.danskefodplejere.dk, der har til formål at informere medlemmerne, behandle faglige spørgsmål, og hvor medlemmerne har ret til at give udtryk for meninger samt debatudvekslinger etc. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med nyheder m.m. Hjemmesiden har b. la. til opgave, at gøre foreningen mere synlig og genkendelig udadtil. Hjemmesidens lukkede sider,
kan kun benyttes af aktive medlemmer.
Stk. 6.
Hjemmeside-ansvarlig varetages af et bestyrelsesmedlem eller posten kan besættes af en person udenfor SADF.
Stk. 7.
Ophavsrettighederne til alt materiale på SADFs hjemmeside tilhører SADF med mindre andet er angivet. Materialet er som hovedregel til privat brug, og til dette formål kan der frit downloade og printes materiale. Links til grafikelementer samt indkopiering af informationerne på andre hjemmesider, det være sig privatpersoners, virksomheders, organisationers o.a., eller anden form for redigeret brug af materialet, må ikke ske uden forudgående skriftlig aftale med bestyrelsen i SADF.
Regnskab
§ 12.
Stk. 1.
Regnskabsåret er 1. januar – 31. december.
Stk. 2.
Det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamling.
Stk. 3.
Regnskabet påtegnes af formand, kasserer og revisor.
Geografisk opdeling
§ 13.
Stk. 1.
Foreningens geografiske område opdeles i 4 kredse.
Kreds 1: Jylland nord for linien Århus – Ringkøbing.
Kreds 2: Jylland syd for linien Århus – Ringkøbing (bortset fra Sønderjylland) samt Århus og Samsø.
Kreds 3: Fyn med omkringliggende øer samt Sønderjylland.
Kreds 4: Området øst for Storebælt inkl. Bornholm.
Foreningens ophør
§ 14.
Stk. 1.
Foreningens ophør kan kun besluttes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 2.
For at opløse S.A.D.F er det påkrævet, at mindst halvdelen af foreningens aktive medlemmer er tilstede, og at beslutningen vedtages med 2/3 majoritet af de afgivne stemmer. Er der ikke mødt tilstrækkeligt antal medlemmer op, indkaldes straks til en ny ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest 3 uger senere, hvor beslutningen kan tages ved simpelt flertal uden hensyn til antallet af fremmødte.
Stk. 3.
I tilfælde af S.A.D.Fs ophør fordeles foreningens formue efter generalforsamlingens beslutning.
Vedtægter revideret og godkendt på generalforsamlingen d. 17. april 2010