fbpx

Påbud om lukning forlænget til den 10. maj

Påbud om lukning forlænget til den 10. maj.

 

Det står vist klart for os alle efter Statsministerens udmelding i går aftes, at vi stadig ikke kan åbne vores klinikker og tage imod de kunder, som vi savner så meget. Indtil videre holder vi alle sammen lukket indtil den 10. maj. Når vi kommer tættere på den dato, må vi se, hvor vi står.

Det er en virkelig ulykkelig situation, vi står i som samfund, og vi som fodplejere er også hårdt ramte. Vi sætter vores lid til, at regeringen har fokus på erhvervslivet, herunder de små liberale erhverv, som vi tilhører. Der er en række hjælpepakker på bordet allerede, og der er angiveligt flere og forbedrede hjælpepakker på vej.

Siden nyhedsbrevet, I modtog i går, har vi desuden fået et svar fra Sundheds- og ældreministeriet.

 

Ministeriet skriver, at vi er at betragte som liberalt erhverv, og at vi ikke kan udføre kritiske behandlinger. Du kan se og læse deres svar lige her. Vi afventer fortsat svar på, hvordan vi skal forholde os, hvis vi som fodplejere må åbne vores klinikker før fodterapeuterne.

 

Imens vi venter

Der er sjældent noget så frustrerende som at føle, at man har mistet muligheden for at kunne handle. Vi tror i bestyrelsen, at det er helt afgørende, at vi som mennesker kan føle, at der trods alt ER noget, man kan gøre – selvom man sidder i en situation, hvor man nærmest er sat 110% skakmat.

Derfor er vi gået på jagt efter ting, vi kan gøre som fodplejere, mens klinikken er lukket. Og vi har fundet meget! Det ligger alt sammen i ”Karantænetænketanken” på vores hjemmeside, som vi har skrevet om tidligere.

Efter påske vil vi sætte yderligere fokus på det, du kan gøre, mens du venter – og vi vil give dig konkrete tips og tricks til ting, du selv kan gøre, eller lære at gøre, uden at du skal ud og bruge penge på at få professionel hjælp. Ting, der vil styrke dig og din virksomhed til fremtiden.

Vi håber, at du vil tage godt imod tilbuddet om at gøre noget, mens du venter. Og så håber vi, at du trods alt får en rigtig dejlig påske sammen med dine kære. Det tærer på kræfterne at vente, så benyt de kommende dage til at gå en tur ud i solen, nyd den friske forårsluft og se om du kan tanke lidt energi op.

Kærlig hilsen

Bestyrelsen.